Foredrag

Maria Helleberg er en populær foredragsholder i hele landet og fortæller gerne om alt fra sit imponerende forfatterskab til de historiske personer og perioder, hun skriver om i sine romaner. Her kan du læse nærmere om, hvad hun bl.a. gerne holder foredrag om. Hvis du ønsker at vide mere eller har en forespørgsel om et emne, som du gerne vil høre om Maria Helleberg kan holde foredrag om, kan du kontakte hende HER.

 

Kongens kvinder

Bag enhver stor mand befinder der sig en række kvinder. Christian den Fjerde havde livet igennem få mandlige venner, men var omgivet af kvinder. De tre – hans svigermor og to samlevere – er hovedpersonerne i KONGENS KVINDER. Godt nok dybt forankrede i renæssancens verden, men også forbavsende lette at genkende i nutiden. Faktisk er de tre kvinder – Ellen Marvin, Kirsten Munk og Vibeke Kruse – tre typer kvinder nutiden elsker at frygte og hade. Den succesfulde kvindelige erhvervsleder. Den dårlige mor. Og kvinden, som gifter sig opad. Men de var meget mere. Hvor Ellen “realiserer sine evner” som det engang hed, er Kirsten den helt normale kvinde uden særlige egenskaber eller evner. En kvinde, der leder efter et liv. Og Vibeke den heldige, som går igennem en hel ungdom, før hun omsider får et fantastisk liv.

Leonora Christine - Forræder? Forfulgt uskyldighed?

Ingen af delene. Hun var en af de første politikere i Danmark. Men som sin mand, Corfitz Ulfeldt, en forrygende dårlig politiker. Hun var imod enevælden, men ønskede selv nærmest uindskrænket magt. Hun var hverken kongelig, adelig eller borgerlig, men en hel lille klasse, en slags kasteløs. Og så havnede hun i en form for 1600-tallets gidseltagning. I næsten 22 år overlevede hun, fysisk og psykisk, på mindre plads, end de fleste moderne danskere har på deres badeværelse. Ud af den arrogante politiker voksede en sælsomt moderne kvinde. Mest af alt på grund af kontakten til de kvinder fra samfundets bund, som dumpede ned i hendes celle. For dem var død, elendighed, smerte og berøvelse hverdag.

 

Foredraget tager afsæt i Maria Hellebergs historiske roman Leonora Christine, en selvstændig fortsættelse til Kongens kvinder.

De ændrede historien - Historiske film

De ændrede i alt fald for altid vor opfattelse af historiske perioder. Det er ikke fag-historikere, vi tyr til, når vi skal fremkalde billedet af f.eks. det antikke Rom – det er BEN HUR, GLADIATOR, I, CLAUDIUS. Og så findes der egentlig slet ingen genre, som hedder “historiske film”. Ikke desto mindre har de haft enorm betydning for historieopfattelsen.

Margrete den første - og middelalderen

Hun er Danmarks største politiske begavelse. Hun skabte Kalmar-unionen. Men hvem var hun? Kan vi overhovedet skabe et billede af hende? Og hvad med hendes tid – var der forbilleder og paralleller? Hvad troede hun på, hvordan opfattede hun sin verden?

Augustenborgerne

De blev opfattet som forrædere og tyske overløbere. Men de opfattede sig selv som danske prinser. Hvordan kunne det gå så galt? Et billede af en slægts deroute, fra Struensees revolutionære datter til landflygtige landsforrædere.