Om Maria Helleberg
Jeg er født i 1956 – og jeg tror ikke, at mine forældre nåede at blive gift. Min far var ikke skilt endnu. Og min mor havde standset det biologiske ur – dengang var man sentfødende som 32-årig.
Min far ville sælge TV, men der var intet dansk TV endnu, så han kilede på med at overtale folk til at købe noget dyrt, de ikke kunne bruge. Lykken vendte, da Danmarks Radio udvidede med TV-programmer.
Desværre kom min far til at løbe meget (og alt for) hurtigt. Som mange andre omkring 1960 tog han doping i hverdagen. Alle slags piller. Jeg husker især de små røde, han tyggede og skyllede ned med gin & tonic.
Vi raslede rundt i verden. Skåde Bakker, Vejle, Skovlunde, tilbage til København. Jeg har så mange fikspunkter i Danmark! Mange barndommens gader og veje.
Jeg lærte at læse som 4-årig, for min mor gad ikke læse Anders And-bladet højt. Så måtte jeg i gang. Som 5-årig var jeg ifølge min far gammel nok til at læse engelsk. Så jeg kedede mig totalt i skolen og læste mine egne ting i smug. Skrev første tekst som 6-årig, der handlede om en død mand, der fortalte sin historie. Den opfattedes som både meget langt fremme i skoen og som ret komisk.
Vi flyttede, så jeg flyttede skoler. De var dyre dengang, privatskolerne, og jeg trivedes ikke noget sted. Jo, hos hestene i rideskolen, og med musik. Min lydverden var splittet mellem rock, Simon & Garfunkel, Richard Wagner og barokmusik (det er den stadig).
Så ramte 1968 mig. Det var, som om det år talte til mig, 12 år gammel og misfitting. Jeg begyndte at gå rundt i byen i indianer-vest og kigge, opleve og forske. Min drøm var at slippe ind i ”Hit House”, hvor alle de bedste grupper spillede (ja, ja, Peter Belli, han var altså ung og skær som en nyfødt kalv dengang). Få år efter åbnede et bogstaveligt talt syret sted i Fiolstræde. Der nåede jeg dog ind.
60’erne blev til 70’ere, politiserede og hårde. Mine forældre blev skilt, og de fandt begge andre partnere. Der sad jeg så.
Jeg fik den gode ide at gå på studenterkursus og fik to formende, dannende år: det var som at indtage Heibergernes verden gennem injektioner. Alt det, jeg intet anede om, baskede ind i min verden og tog plads i sjæletræet. Det var de vildeste to år i mit liv.
Derefter Universitet, Amager, dansk. Vi var så mange, at man spillede os ind med sækkepiber, hver til vort lokale. Der var ingen mødepligt, alle flippede, og så læste vi mest kommunistiske forfattere. Bortset fra, at jeg var bidt af en romantisk virus (kan man blive det?) og helst skrev om Schack Staffeldt. Han er stadig god!
Derefter kastede jeg mig ud i teatervidenskab og lærte omsider metode, stringens, sammenhæng, og så kunne jeg være volontør på Den Kongelige Opera og sidde i skyggen og se Lohengrin & Djævlene fra Loudun blive til.
Jeg tog lige et års tid i Paris og fotomodellede. Det skulle man ikke tale højt om dengang! Det var skrækkeligt, skammeligt, suspekt. Men jeg lærte at være ude i verden for mig selv, og havde fået blod på tanden: i den kommende tid rodede jeg rundt i Europa, og lejede så en lejlighed i New York City. 82. gade. Upper West Side. Og i begyndelsen af 90’erne blev det Rom. Isprængt lidt NYC engang imellem.
I 1985 kunne jeg se, at jeg snart ville være nødt til at få min magisterkonferens godkendt og få mig et rigtigt arbejde. Jeg havde fotomodellet og været kontorvikar (DAB, Philips, DSB bl.a.) og nu ville jeg så, ja, hvad?
Jeg sendte et romanmanuskript til Borgen og fik det retur med den søde bemærkning, at man ikke kunne se, hvad denne historie angik moderne mennesker. Romanen udkom i 1986 på Gyldendal og hed ”Seersken”. Året efter modtog jeg 500 kr. fra Biblioteksstyrelsen og fornemmede de pegasiske vinger. Man fik penge for sit arbejde. Interessant.
Bibliografi
Debuterede som forfatter med den historiske roman “Seersken” i 1986 og har siden udgivet over 80 bøger, bl.a. samtidsromaner, biografier, rejsebøger, børne- og ungdomsbøger. På denne side kan du læse om de historiske romaner, der er udkommet på Forlaget Samleren:
Mathilde. Magt og maske (1991)
