Spørgsmål & Svar
Dine historiske romaner er baseret på personer og begivenheder fra 1600- til 1800-tallet. Hvad er det ved denne tid, som fascinerer dig?
Jeg har aldrig haft en plan om at skrive om denne periode, sådan er det blot blevet … sammen med middelalderen og den romerske antik. Jeg husker, at jeg ved min debut med Seersken – en roman om den græskmytologiske by Trojas fald – havde kolossale problemer med at forholde mig til perioden omkring 1750-1850. Pudderparykker! Så min fascination af den danske kongerække og kunstnerne i guldalderen kom egentlig ret sent. Men nu har jeg opdaget, at persongalleriet er så levende og givende, at jeg aldrig bliver træt af at gå ind bag spejlet …
Har du altid været fascineret af historien? Og kan du huske, hvornår din interesse begyndte?
Jeg kan ikke erindre, at der skete noget bestemt eller at der kom en form for åbenbaring. Men jeg kan huske, at jeg pjækkede fra folkeskolen for at læse Sigrid Undset (en norsk forfatter, som i begyndelsen af 1920’erne skrev middelalderromaner) og fra gymnasiet for at læse Inge Eriksens Victoria og verdensrevolutionen. Som Springsteen synger: “We learned more from a three-minute record, baby / than we ever learned in school”. Mit liv var, mente jeg, optaget af ganske andre ting: opera og teater. I gymnasiet havde jeg dog en helt enestående ung lærer, Karen Olsen, i oldtidskundskab … eller ’oldævl’, som vi kaldte det. Hendes undervisning inspirerede mig til at skrive på en historie, der foregik i den romerske antik, og som år senere skulle vise sig at blive til min romandebut Seersken.
Du har skrevet om så forskellige historiske personligheder såsom Louise Augusta, Caroline Mathilde og Struensees uægte barn, og Thorvald Bertelsen, den berømte billedhugger. Hvad er det ved personerne, som gør, at du gerne vil skrive om dem?
Louise Augusta var jo både uægte og ægte. En gøgeunge og anerkendt. Kongebarn og revolutionær. Et menneske med unikke muligheder. Og et liv, der alligevel på mange måder gik skævt. Jeg vil gerne undersøge for at forstå. Også os selv. Min tid. Kommende tid. For pokker: hvis jeg ser tilbage på mit eget liv, min egen livsperiode til nu, så har jeg oplevet de snævre 50ere, forbrugets 60ere, oprørets 70ere, fortsæt selv … Et utal af livsmuligheder og normer. Så jeg går efter dem, der tænder min nysgerrighed så voldsomt, at jeg må helt ind i rummet med dem. Og skabe mine egne versioner af deres skæbne. For de bliver jo mine, de ophører egentlig med at være ’historiske’.
Kvindeportrætterne er i overtal i dit forfatterskab – hvorfor?
De er identifikationsmodeller. De er øjne, ører, hud, krop og sjæl – og de er multitaskende af tvang, ikke lyst. De færreste havde dog følelsen af at være offer eller snydt. De tog, hvad de kunne skaffe sig. De var meget langt fra at være ’bitterfisser’ – de handlede! Og så giver de mændene klangbund, så at sige. Det forunderligste er vel derfor også, at jeg egentlig synes, det morsomste netop er at skildre “mine” mænd – fx Fritz i Kærlighedsbarn, Bertel Thorvaldsen i Alberto og Christian den Fjerde i Kongens kvinder som “manden bag” sine kvinder.
Gennem dine romaner giver du med stor indlevelse stemme og liv til en række interessante skikkelser i danmarkshistorien, som der findes meget få kilder om. Hvordan lever du dig ind i personerne?
De historiske personer ligner os på så mange måder – og så er de alligevel HELT forskellige. Selvfølgelig er man nødt til at dykke ned i perioden, for at få en idé om deres tankesæt, levevis og dagligdag. Hvad er det for nogle rammer, de agerer indenfor? Hvad er deres referencer, hvilke strukturer er de underlagt, hvad har de mulighed for – hvad FYLDER i deres liv? Tag fx kvinderne i min roman Kongens kvinder. De oplever overtro, hekse, urenlighed, slægtsfølelse. Alt det er til stede i deres liv, og dog ligner de os. De er tre stereotyper, som vi også kender i dag: Den politiske kvinde, Ellen Marsvin. Den dårlige mor, Kirsten Munk. Og golddiggeren Vibeke Kruse. De har på mange måder samme grundlæggende behov og følelser som os.
Tænker du, at vi kan lære noget af personerne fra dengang? I givet fald hvad?
Når jeg skriver om personerne og ’kradser’ i deres overflade, kan jeg se, at de er optaget af virkelig vigtige emner, som forunderligt nok stadig er de vigtigste for os i dag. Politiske spørgsmål, fremtiden, samlivet, kunst … Jeg tænker, at vi gennem deres historier, deres levede liv og tilgang til disse spørgsmål, kan lære en masse om livet. Om at leve. Lære at vi kan udtrykke alt med ord. Lære at der er mange løsninger. Lære at heller ikke kvinder er ens.
Hvor finder du inspiration til dine historier?
Kærlighedsbarn voksede ud af min fascination af to portrætter, der hænger på Frederiksborg Slot: ét af Louise Augusta og ét af hendes mand. Louise Augusta er malet som nygift af Jens Juel, i en moderne løsthængende kjole, men ganske tydeligt med korset, og Juel har sørget for, at den tynde kjole IKKE er gennemsigtig! Ved siden af hænger hendes mand, malet af Anton Graff på en af familiens rejser i Tyskland. Romantisk, sart og androgyn med sit milelange hår. Skøn som døden, som man siger. Så langt fra det primitive mandsideal som muligt …
Kongens kvinder voksede ud af min undring. Jeg blev på en tur til Tyskland fascineret af et ægtepar, som jeg observerede på færgen. Manden var tydeligvis meget forelsket i konen, mens hun egentlig ikke vær særlig interesseret i ham. Hun kunne dog godt lide, at han var vild med hende. Det er lidt det samme med Christian den Fjerde og hans første kone, Kirsten Munk.
Hvordan researcher du til dine romaner?
Jeg researcher ved at læse, se, høre, lugte. Jeg læser meget, ser meget. Lytter gerne og tager noter – hvilket i øvrigt er så meget lettere nu med en tablet i tasken. Og så holder jeg af at diskutere mine fund med min mand og min redaktør, Louise. Jeg ved aldrig, hvornår jeg står ansigt til ansigt med en oplysning, som tænder skriften. Fx opdagede jeg begrebet parfumerede handsker, da jeg talte med Rosenborgs konservator, som er ekspert i 1600-tallets beklædningsgenstande. Det brugte jeg i romanen Kongens kvinder. I Kærlighedsbarn blev brevene mellem ægtefællerne grundlag for hele romanen, og flere er citeret, fordi de to kunne skrive bedre om deres følelser og iagttagelser end jeg kan. Da jeg var yngre, hang jeg ellers fast i de normer, jeg havde lært som forsker. Men efterhånden er jeg kommet til at stole på mit instinkt. Så mens venstre hånd noterer realia, er højre beskæftiget med at finde det, jeg inderst inde finder mest interessant.
Hvad er den største udfordring ved at skrive historiske romaner?
At arbejde i rummet mellem virkelighed og fiktion. At koge et stort historisk stof ind, så det bliver min egen historie samtidig med, at jeg påtager mig ansvaret for de faktisk, engang levende mennesker.
Hvor meget er virkelighed, og hvor meget er fiktion i dine romaner?
Når bogen er skrevet, har jeg fået vævet sandhed og digtning så tæt sammen, at jeg ikke bryder mig om at skelne. I Kongens kvinder ankommer Kirsten Munk til Boller og finder godset helt ribbet. Den skildring bygger på ét eneste brev, hun skriver samme aften til biskoppen i Aarhus. Resten er min fortolkning.
Engang skrev jeg om et enormt aftenselskab i Kærlighedsbarn, hvor fx Thomasine Gyllembourg skulle møde sin fremtidige mand, og P. A. Heiberg skulle skændes med hertugen. Men de to herrer mødtes aldrig ansigt til ansigt. Så jeg skrottede det hele – og lærte at elske begrænsningen. Som Richard Wagner sagde lige før han døde: ”Kinder, schafft Neues!”
Hvad kunne du aldrig finde på at digte, når du skriver en roman?
Tilbage i slutningen af 80’erne skrev jeg Marskallens kvinde, der kort fortalt handler om forholdet mellem Sovjetunionen og Polen 1939-1956. Sovjet var fjernt, så jeg opfandt en kvinde og placerede hende i Stalins indercirkel, gift med en marskal. Hun er min opfindelse, og jeg elskede at gå maskeret rundt i denne sære verden. Jeg ville aldrig vove noget lignende i dag. Jeg kunne fx heller ikke finde på at lade Christian den Fjerde leve 10 år længere i Kongens kvinder. Han var så syg til sidst. Hans hoved var slået i stykker af en kanonkugle, hans ene øje var ødelagt, han havde migræne døgnet rundt og drak sig fuld hver dag for at kunne sove. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at arbejdet med romanen Kærlighedsbarn gav mig stor respekt for mennesker. Godt nok døde personerne i 1800-tallet, MEN DE LEVEDE JO – og der er liv nok at skrive om uden mine fikse opfindelser.
Hvad kan en historisk roman, som historiebøgerne ikke kan?
De er netop ikke historie, men litteratur. Vi læser fx stadig Lev Tolstojs Krig og fred fra midten af 1800-tallet, men ikke datidens historikere. Historieforskningen udvikler sig, mens de bedste bøger forbliver de bedste. De forældes ikke og kan læses, som var de skrevet i går.
Hvad laver du, når du ikke skriver på dine bøger?
Alt det almindelige. Køber ind, går med hund, skriver mails, ser film, gør rent, vasker gulve, ordner have, besøger venner og familie. Sååååå normalt at det næsten er for meget.
Hvilke bøger har været dine største læseoplevelser?
Lev Tolstojs Krig og fred, Jane Austens Sense and sensibilty, Friedrich Schillers Kabale und Liebe, Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter. Og mit yndlingsdigt er William Blakes Jerusalem.
